Scandic Falkoner lægger op til et markant sceneskifte

Alene den kommende facade på Falkoner Centret signalerer, at nye tider er på vej til én af Frederiksbergs mest ikoniske bygninger.

Centrets facade ud mod Falkoner Allé forvandler sig nemlig til noget nær et stort og samlende indgangsparti med restaurant, bar og café, og ambitionen fra bygningens største lejer, Scandic, er ikke til at tage fejl af: Scandic Falkoner ønsker at åbne sig for omverdenen og byde indenfor til alt fra overnatning, koncerter, konferencer og tv-shows til mad og drikke.

Kom indenfor!

–Tidligere gik mange blot forbi Falkoner Centret. Bygningen udstrålede i lange perioder meget få tegn på liv, men vi ønsker med en ny facade at invitere forbipasserende ind i bygningen, siger kommerciel direktør i Scandic Hotels Danmark, Casper Puggaard.

–Vi stræber efter at blive det foretrukne koncert- og eventsted i hovedstaden, og vores vision er at skabe en bygning, der spiller godt sammen med omgivelserne. Vi befinder os jo på den mere mondæne del af Frederiksberg, og menneske- og trafikmylderet på Falkoner Allé giver et helt særligt liv til området. Vi vil arbejde på at holde fast i det liv og den kulturarv, der knytter sig til Falkoner Centret. Historien skal føres videre, som Casper Puggaard udtrykker det.

Oplevelser hele døgnet

I forvejen rummer Falkoner Centret to sale, og sådan fortsætter det. Ambitionen for det, der skal foregå på scenerne, er tårnhøje – fra begyndelsen understøttet af noget nær det mest professionelle tekniske udstyr, man kan råde over.

–Når vi kan tilbyde fx koncerter, overnatning, en suveræn og central beliggenhed og mad og drikke, vil vi kunne tiltrække folk fra nær og fjern. Den københavnske metro kører lige til døren, så transporten til og fra Scandic Falkoner går nærmest af sig selv, forklarer Casper Puggaard.

Vi går bagom scenen

Selve indretningen af Scandic Falkoner – fra værelserne til indgangspartiet – er båret af et ønske om konsekvent at fremhæve nogle af de kvaliteter, der i mange år har præget stedet.

–Vi opererer fx med, at vores gæster meget gerne må få følelsen af at være backstage, når de opholder sig på Scandic Falkoner. Salene udgør hjertet i Falkoner Centret, og alt det, der omgiver salene og dermed scenerne, er designet, så du kan få fornemmelsen af netop at være backstage. Er du på dit værelse, kan du måske få den tanke, at du er i scenekunstnerens omklædningsrum, og opholder du dig i baren, fornemmer du måske, at du som en anden musiker kobler af efter koncerten, siger Casper Puggaard og pointerer, at farvevalget understøtter intentionen om at skabe en særlig og nutidig stemning.

–Farverne giver varme, og hele indretningen af Scandic Falkoner skal give mulighed for, at man kan tale sammen, connecte, hvis det er det, man har lyst til, forklarer han.

Byen i byen får nyt liv

–Det er mit indtryk, at mange udenlandske hotelgæster har mod på at skifte et hotelværelse inde midt i København ud med et internationalt orienteret hotel på Frederiksberg. Bydelen er pæn og grøn og har et utal af tilbud på kultur, skønne bygninger, shopping, Frederiksberg Allé, mad og drikke. Historisk set var Frederiksberg jo netop det sted, som københavnerne tog ud til, når de ønskede forandring, anderledes underholdning og et liv i et måske lidt lavere tempo, lyder det fra Casper Puggaard.


Falkoner Centret åbner igen i sommeren 2019.
Du kan følge renoveringen frem til 2019 på www.nyfalkoner.dk
Har du byggetekniske spørgsmål kontakt da falkonercentret@niras.dk

Visualiseringer: Scandic Falkoner
Tekst: Søren Egert / NXT
Arkiveret i Fortællinger, Fortællinger om visionerne.