Arkitekturen både ændrer og forfiner Falkoner Centret

Opgaven med at renovere, ombygge og udvide Falkoner Centret er for Arkitema Architects alsidig og udfordrende på samme tid.

–Vi ønsker at vise, at man ved hjælp af en nutidig tankegang kan transformere et eksisterende center til et hus, der er fremtidssikret, siger Poul Schülein, MAA og partner i Arkitema Architects. Til lejligheden er han her fotograferet i Arkitemas kontor i Carlsbergbyen – en maltsilo transformeret til kontor.

Falkoner Centret

–Vi skaber et bæredygtigt hotel, som bliver optimeret med flere værelser, og der bliver mere rationelle arbejdsgange for personalet overalt i bygningen. Indgangspartiet kommer til at fremstå inviterende, og butikkerne bliver en anelse mere synlige i gadebilledet, fortæller han.

–Dertil kommer, at stedet har en historie, i og med at tusindvis af mennesker i generationer har haft gode oplevelser til koncerter og meget andet. Den historie er vi med til at føre videre. Frederiksberg beholder et attraktivt byggeri – blot langt mere tidssvarende og med en markant ændret facade.

–De 1.500 facadeplader af rustfrit stål bliver genbrugt, men vi siger farvel til facadens monotoni, fordi pladerne bliver tilført en anderledes profil og en ny overfladebehandling. Det kølige og grå facadepræg forsvinder, siger Poul Schülein.

En uændret kerne

Falkoner Centret blev indviet i 1958 og er i flere omgange bygget om, men selve kernen i Falkoner Centret har ikke ændret sig undervejs.

–Opgaven med at renovere og ændre Falkoner Centret er speciel, fordi så meget er givet på forhånd, så umiddelbart kender du jo de forudsætninger, der gælder. Når man så begynder at rive ned, er der meget, som ser anderledes ud. Måske går man ud fra en række ældre tegninger, men når man begynder at rive ned viser det sig måske, at dele af bygningen har en anden substans, end du havde regnet med. Så vi skal evne at bygge overraskelser ind i de endelige løsninger. Derfor er vi som arkitekter nødt til at være med hele vejen, så vi forholdsvist hurtigt kan træffe nye beslutninger og ændre radikalt et sted eller to, siger Poul Schülein.

Nye krav og holdninger

–Når man i 2017 begynder at bygge om på noget, der er tegnet for godt 60 år siden, er der andre holdninger og krav til forskellige konstruktioner, og det påvirker selvfølgelig arbejdsgangene. Og når man så putter moderne installationer som fx ventilation og sprinkleranlæg ind i en bygning, skal du tænke kreativt, hvis du ønsker at bevare rummenes kvaliteter. Nye installationer i loftet kan fx camoufleres ved at gøre dem mørke, og ønsker man, at loftet skal se ud, som om det er sænket, kan man bl.a. gøre det ved at sænke belysningen og ikke loftet, siger Poul Schülein, som tilføjer, at det for arkitekten også er en udfordring, at dele af centret skal fungere, mens der bygges om.

–Så vi har mange parametre at tage hensyn til, og selve byggepladsens placering i forhold til trafik og nærmiljø udfordrer også parterne bag byggeriet, konstaterer Poul Schülein.

Mere intenst

–Vi arbejder på at skabe en transformation af et eksisterende center, som skal ændres til noget, der bliver meget mere mangesidet end det, vi kender i dag. Falkonercentret er kendt for hotel, koncerter og butikker. Sådan fortsætter det, men vi har arbejdet ud fra en idé om, at det hele skal være meget mere intenst. Menneskemylderet, som kommer til at præge også det nye Falkoner Center, vil bogstaveligt talt komme meget mere ned på jorden, ikke mindst ud mod Falkoner Allé.

–Den oprindelige tankegang med et højt hus og flade bygninger ved siden af, bliver fastholdt, og i den aktuelle diskussion om ghettoområderne i Danmark, er det jo netop en af overvejelserne: skal man rive bygningerne ned, eller skal man genbruge de gamle bygningskroppe. Falkoner Centret bliver et eksempel på genbrug af meget høj standard.

–For os er det store perspektiv i projektet bæredygtigheden. Huset fra 1958 bygges radikalt om, funktionaliteten bliver en anden, vi genbruger materialer, og udnyttelsesgraden på hele arealet bliver højere. Det betyder faktisk, at du på et intenst sted som Falkoner Allé på Frederiksberg kan få et næsten nyt hus, der har en historie bag sig og alligevel peger ind i fremtiden takket være den arkitektur, du kommer til at opleve.


Falkoner Centret åbner igen i sommeren 2019.
Du kan følge renoveringen frem til 2019 på www.nyfalkoner.dk
Har du byggetekniske spørgsmål kontakt da falkonercentret@niras.dk

Fotos: Stine Skøtt Olesen / NXT
Tekst: Søren Egert / NXT
Arkiveret i Fortællinger, Fortællinger om visionerne.